Giuseppe Tartini - Palladians - Politiken

Popkoncertens gyldne regel bliver brudt med Tartinis sonater.

I stedet for at få lytterens puls hurtigt op og så tage en sjæler, lægger han hver gang ud med en meget lang, meget langsom sats - for så at gå amok i korte supervirtuose satser.

Overvældende lyd
Reglerne var på mange måder anderledes i 1700-tallets Norditalien, hvor Guiseppe Tartini hærgede koncertsalene med sin rødglødende violin, og det er befriende at opleve i fremragende kvalitet.

The Palladians har huseret tilsvarende på barokscenerne de seneste små 20 år og høstet fine priser for deres cd'er. Det forstår man sådan set med det samme, laserstrålen rammer denne cd, fordi deres lyd er klar og overvældende.

At de også har tydelige idéer og er i stand til at flytte fingrene ekstraordinært hurtigt på violin, barokguitar, cembalo og viola da gamba, er åbenlyst.

Enkelte støvletramp
Tartinis musik er på udgivelsen kendetegnet af to ting: ekstremt tempo - langsomt eller hurtigt - og masser af følelsesladede melodier. Hans tre vanvittige sonater, og såmænd også det lille stykke af hans lærer Francesco Veracini, der er med på cd'en, bliver doseret så enkelt og intenst af ensemblet, at det nærmer sig folkemusik.

Der bliver gået til stålet med glidende ansatser, energimættet frasering og sågar et par støvletramp.

Politiken
20 August 2008