Filters

Maurice Ravel Volume Two - Artur Pizarro - Politiken

Den portugisiske pianist Artur Pizarro er måske nok en klaverløve - hvormed jeg mener, at manden er påfaldende virtuos - men hans indspilninger af Ravels samlede klaverværker viser en løve, som man ikke ville tøve med at sætte til at græsse sammen med lammene; og dén slags løver hænger jo almindeligvis ikke på træerne.

Men altså, kort sagt: Andet bind i serien omfatter bl.a. komponistens berømte sonatine, de yndige 'Valses nobles et sentimentales' og ikke mindst mesterværket 'Le tombeau de Couperin'.

Græssende glæde
Det alt sammen stråler og klinger simpelthen så lifligt og velgørende af en virtuositet, der er ganske uimponeret af sig selv og ganske fortabt i de klangverdener, den skaber om sig, at vi andre små lam sidder tilbage i stille sprød og græssende glæde.

Pizarros Ravel er båret af klarhed i strukturerne, sølvklokkefin klanglig delikatesse og en blidt perlende fremdrift; intetsteds - ikke engang de store steder i 'Le tombeau de Couperin' - bliver musikken egentlig voldsom eller muskelsvulmende endsige da pralende.

Det er muligt, at milde løver ikke er vildt meget på mode i vore ublødsødne dage, men Artur Pizarros Ravelfortolkninger bør man ikke snyde sig selv for.

1
2
3
4
5
Politiken
09 October 2008